tirsdag den 30. december 2008

Godt nytår og flere kulturelle anbefalinger

Jeg har holdt en lang pause- beklager. Andre opgaver har trængt sig på. Og jeg mangler stadig væk delicious og flikr. Men det må jeg gøre i starten af det nye år og tage hjemmecomputeren til hjælp. Nå men anyway, her kommer et par nye anbefalinger:
Jeg har været i biffen indtil flere gange, hvor jeg varmt kan anbefale en sød italiensk film: "Stille kaos", som i al sin korthed går ud på, at stiller man sin tilværelse på stand-by dukker der nogle nye dimensioner/muligheder i tilværelsen op. Det gør hovedpersonen nemlig på grund af nogle ydre dramatiske hændelser. En anden film som er herlig underholdning er Woody Allens: Vicky, Christina Barcelona.
Og så syntes Alotria åbentbart ikke det var godt nok med :" Pasha Kebab". Så her er Nordvest ´s svar på en New Yorker-agtig restaurant. Nemlig "Tribeca NV". Et godt italiensk madsted i nogle lidt rå, men også hyggelige lokaler. Er I til det helt gammeldavs danske frokoststed er der "Café og ølhalle" ved siden af Arbejdermuseet, hvor man kan kombinere et besøg på museet med en god frokost. Det er meget delikat og absolut til rimelige priser.
Endelig havde jeg en dejlig musikoplevelse i Det Kongelige Teater, gamle scene, hvor jeg hørte peace-orkestret med Henrik Goldschmidt som ankermand. Han har dannet et orkester med både jødiske og arabiske musikere- en meget flot tanke, og musikken var fremragende. Og nu er der kun tilbage og ønske et rigtigt godt kulturelt nytår.